Blog

Microsoft Windows 7 end-of-life

17. januar 2019

Sanne Petersen

Har du styr på, hvornår din version af Microsoft Windows stopper med support og opdateringer? Mange tænker ikke nærmere over det, for it fungerer jo bare – eller gør det? Windows 7 har nu kun 12 måneder tilbage, og du skal derfor tage stilling til din fremtidige udgave af Microsoft Windows.

 

Windows end-of-life

Hvornår har du sidst skænket dine Windows-produkters livscyklus en tanke? Nej vel... og det er du ikke ene om. Derfor vil vi her give dig en lille guide til, hvornår din Microsoft Windows ophører med support og opdateringer, samt hvad du skal foretage dig.

 

Windows 7 Pro på vej mod afgrunden

14. januar 2020 er skæringsdatoen for ophør af den forlængede support og opdateringer til Windows 7, hvilket betyder, at alt gratis support og sikkerhedsopdateringer ophører. Du kan derfor, om blot 12 måneder, ikke længere få gratis opdateringer til dit Windows OS (operativsystem), og det vil herefter ikke fungerer optimalt. Ja, Windows 7 Pro kan fortsat anvendes, men med store risici for både nedbrud og it-kriminalitet. Allerede nu er udviklingen af Windows 7 Pro stoppet, og de næste 12 måneder vil supporten alene indebære lapning af de it-sikkerhedshuller som måtte opstå.

En statistik fra Statcounter, baseret på 36 millioner sidevisninger om måneden, viste i juli 2018, at knap en tredjedel af alle danskere anvender Windows 7. Et antal der indenfor det kommende år meget gerne skal nedbringes for at sikre optimal og stabil it-drift.

 

Windows-7-end-of-life-eol-XPConsult

Men ikke kun Windows 7 Pro ophører. Alle Microsofts Windows-produkter har en livscyklus, hvilket betyder at fx Windows XP, Windows Vista, og Windows 8 allerede er udløbet i henholdsvis 2014, 2017 og 2016. Samlet anvender 14% af danskerne et af de nævnte operativsystemer, og som oftest er de uvidende om, at de manglende opdateringer og patches udgør en stor risiko for fx hackerangreb. Når supporten og særligt opdateringer ophører, betyder det nemlig, at it-sikkerhedshuller ikke bliver ”lappet” og en computer med et ophørt Windows-produkt er derfor en åben dør for hackere. En åben invitation som ikke kun gælder til din Windows 7 computer, men som gælder til hele din virksomheds it-infrastruktur. Det skyldes, at it-kriminelle via din computer kan få direkte adgang til dit netværk og derfra videre ind i din virksomheds it-struktur og intranet.

Windows 8.1 har en slutdato for support og opdateringer d. 9. januar 2023, så anvender du denne, kan du fortsat være ganske rolig. Dog omfatter supporten på Windows 8.1, på lige fod med Windows 7 Pro, alene patching af de it-sikkerhedshuller, som vil opstå. Al udvikling på Windows 8.1 er stoppet. For stabil og driftssikker it er Windows 10 Pro derfor klart at foretrække og den endegyldige vej frem.

 

Windows 10 Pro

Foruden ovenstående Windows versioner betyder livscyklussen også, at flere ældre Windows 10 Pro versioner allerede nu er udløbet. Fordelen ved Windows 10 Pro er dog, at Microsoft fremadrettet har valgt at Windows 10 Pro vil være gratis opdateret på lige fod som fx Apples operativsystem, iOS. Du skal derfor ikke bekymre dig om fremtidig manglende support og opdateringer, du skal derimod blot huske at opdatere til den nyeste version.

 

Sådan opdaterer du Windows 10 Pro

Der er nogle vigtige forholdsregler, som du bør følge, for at få opdateret din Windows 10 Pro korrekt og optimalt. Microsoft udruller automatisk den nyeste version af Windows og du vil i mange tilfælde slet ikke bemærke det. Det er dog yderst vigtigt at du bekendt med din rolle i forhold til at opdatere din Windows 10 Pro korrekt.

Sådan-opdaterer-du-Windows-10-pro

Det er essentielt, at du lukker eller genstarter din computer ned når arbejdsdagen er slut, således at du få installeret de nyeste sikkerhedsopdateringer. 

 

Det skal du gøre

Det første du skal gøre, er at undersøge hvilket Windows produkt, du anvender og overveje, hvilke risici du har ved din nuværende anvendelse. Er du blandt den tredjedel som har Windows 7, bør du snarest planlægge, hvornår og hvordan du udskifter operativsystem i din virksomhed. Vi oplever stadig, at nogle virksomheder har en gammel computer stående med Windows XP. Vi ser det ofte og særligt i produktionen, hvor mange fortæller os at ”den gamle computer kun bliver brugt til tidsregistreringer, og jo derfor ikke rigtig bliver brugt, og ikke behøver være opdateret med den nyeste version”. Men med et operativsystem der ikke er opdateret siden 2014, er det muligvis din virksomheds største sikkerhedsrisiko. Det betyder groft sagt, som nævnt ovenfor, at it-kriminelle har åben adgang ind til din computer og derfra videre ind på dit netværk. Det kan få fatale konsekvenser, da nedbrud eller ubudne gæster ofte er en dyr fornøjelse i spildt arbejdstid, stop i produktionen og mistet, dyrebare data.  

Vores råd til dig er derfor:

  • Undersøg hvilket operativsystem du har
  • Har du en forældet version, eller Windows 7, bør du kontakte din it-afdeling eller it-leverandør og få lagt en klar plan for skifte af dit Windows operativsystem
  • Tjek endnu engang alle computere i din virksomhed – også dem som ”næsten aldrig” bliver brugt og er gemt i hjørnet. De bærer ofte den største risiko for brist på it-sikkerheden
  • Kassér alle gamle computere som står rundt om i gemmerne. Hvis en gammel computer pludselig bliver tændt igen, er det ligeledes en åben vej for hackere. Derfor skal alle computere afskaffes når de ikke længere anvendes.

 

Vil du vide mere?

Giv os et kald på 7216 3111 eller send en mail på info@xpconsult.dk – så finder vi sammen den løsning der passer til din virksomhed. Via vores XPect™ Plusaftale, kan vi bl.a. sikre opdateringer af alle dine computere og servere.