Sikkerhedsmail

11. oktober 2010/KN

 

 

 

It-sikkerhed – Mange inficerede pc’er

 

Vi oplever en markant stigning i antallet af computere hos vores kunder, som bliver inficeret med forskellige former for vira, malware, root-kits og orme.

 

Med sikkerhedsfaciliteterne i form af firewalls, antivirus og øvrigt sikkerhedsprodukter, som vi leverer og vedligeholder hos vores kunder, kan vi lave en rimelig sikring mod den altovervejende del af truslerne, som især Internettet påfører.

 

Men de alvorligste trusler fra Internettet benytter sig af uvidenhed hos pc-brugerne, og lokker dem til at ”klikke” på forskellige links og faciliteter, som bryder sikkerheden. Disse trusler kan komme via uskyldigt udseende hjemmesider og sociale netværk, som f.eks. FaceBook, LimeWire, Windows Live Messenger og lignende. Farlige links kan også gemme sig i bannerreklamer, som aktiveres blot man kører musen henover.

 

Årsagen til Internet-trusler

Sikkerhedsfirmaerne, f.eks. Symantec, er ikke i tvivl om, at de stigende trusler skyldes muligheden for økonomisk vinding. Især phishing, identitetstyveri, udbredes hurtigt, og bliver mere og mere avanceret. Ved at stjæle og franarre pc-brugerens elektroniske identitet i form af brugernavn og password til pc’en eller web-bank, kan tyvene berige sig af den vej.

 

Viden om og forsigtighed er nødvendig af pc-brugerne

Den bedste sikring mod katastrofale sikkerhedsbrister hos pc-brugerne er ”viden om” og en sund skepsis overfor de fælder, som man møder på Internettet. Vi anbefaler, at virksomhederne pålægger pc-brugerne at holde sig ajour om Internet-trusler ved at læse om it-sikkerhed på IT- og Telestyrelsens hjemmeside:

http://borger.itst.dk/sikkerhed.

 

Konsekvenser

Konsekvenserne ved ikke at erhverve og opretholde den sunde skepsis og viden om truslerne er, som nævnt indledningsvist, at computerne bliver inficeret. I forhold til XPect ™/Systemserviceaftalerne har det den konsekvens, at rensning og eventuel geninstallation bliver faktureret på timebasis til gældende takster.

 

Løsninger

Der hersker overhovedet ingen tvivl om, at virksomhedernes it-politik overfor medarbejderne, både de skrevne instrukser og den generelle opsætning af it-sikkerhedsfaciliteter i virksomheden, kan forbedre it-sikkerheden markant. Det er vores overbevisning, at de fleste virksomheder kan forbedre deres generelle it-sikkerhed væsentligt ved at tage stærkere tekniske sikkerhedsværktøjer i brug. Dette opfordrer vi i øvrigt vores kunder til at tage en dialog med os om.

 

Mange it-brugere – og virksomheder – tror, at de er usårlige, når man har opdaterede computere og antivirus, men disse it-sikkerhedsløsninger virker blot som en ”smæklås”. Det vil sige, at døren smækker og låser sig selv, når man ikke bruger den, men mange trusler fra Internettet kommer, når man selv åbner døren…

 

Netop derfor anbefaler vi stærkere sikkerhedsværktøjer i form af en ”dørmand”, som tjekker hvem og hvad, der kommer ind og ud gennem døren. I it-termer er dette løsninger, som kan filtrere datatrafikken, således at virksomheden i altovervejende grad selv kan bestemme hvilken datatrafik, man vi have ind og ud af virksomheden.

 

Tag stilling

XPConsult indbyder alle virksomheder til at tage en dialog med os omkring opgradering af it-sikkerheden ved hjælp af stærkere it-sikkerhedsværktøjer og især en relevant og formel it-politik overfor medarbejderne.

 

Uanset valget af sikkerhedsløsninger er det vigtigt, at virksomheden har taget stilling til truslerne!